Kursus websted

Skadevirkninger

Den ioniserende strålings effekt på biologiske systemer

Når ioniserende stråling absorberes i levende organismers væv eller organer, kan den absorberede energi føre til biologiske skader. Disse skyldes primært ændringer i cellernes DNA, som kan føre til celledød, cancer eller arvelige skader.

Strålingens destruktive effekt benyttes inden for stråleterapien, hvor store strålingsdoser anvendes til at uskadeliggøre tumorer.

I alle andre tilfælde, hvor radioaktive isotoper eller ioniserende stråling anvendes som redskaber (fx i biologisk sporstofteknik eller medicinsk diagnostik), er sådanne skadevirkninger selvsagt uønskede. Det er derfor afgørende, at arbejdet kan indrettes således, at skader enten helt undgås, eller at risikoen holdes på et absolut minimum.

Dette kan sædvanligvis lade sig gøre, fordi målemetoder til påvisning af ioniserende stråling har en meget stor følsomhed. Man kan derfor udføre sporstofforsøg eller -analyser med meget små mængder radioaktivt stof.

To slags stråleskader

Ioniserende stråling kan give anledning til to slags biologiske stråleskader:

  • Deterministiske (eller akutte) skader: Opstår kort tid efter bestrålingen (timer eller dage) som følge af, at et stort antal celler dør. Skadens omfang stiger med den modtagne stråledosis.
  • Stokastiske skader (eller senskader): Opstår lang tid efter bestrålingen, ofte efter adskillige år, og tager normalt form af kræft (cancer). Skadens omfang er uafhængigt af stråledosis, men derimod er riskoen for at en senskade opstår proportional med stråledosis.

Dosis-effekt

Sammenhængen mellem dosis og biologisk effekt (dosis-respons kurven) er principielt forskellig for de to slags stråleskader.

I forbindelse med deterministiske skader skal stråledosis overstige en tærskelværdi, såfremt en stråleskade skal indtræffe. Det er derfor muligt at indrette sig således, at deterministiske skader ved isotoparbejde helt udelukkes - man skal blot arbejde med så små aktivitetsmængder, eller anvende sådanne beskyttelsesforanstaltninger, at tærskelværdien ikke overskrides.

For stokastiske skader er billedet anderledes: Her findes principielt ingen tærskelværdi, dvs. at der er en endelig risiko for skader (senskader, cancer) ved selv ganske små strålingsdoser. Dog er risikoen for at sådanne skader indtræffer overordentligt lille, såfremt doserne holdes lave.

Arbejdet med radioaktive isotoper og ioniserende stråling skal foregå således, at deterministiske skader helt udelukkes, medens risikoen for stokastiske skader holdes på et niveau, der svarer til andre erhvervsmæssige risici inden for "ikke-farlige" erhverv.

Hvordan dette niveau fastlægges, og hvorledes arbejdet med ioniserende stråling kan udføres strålehygiejnisk forsvarligt, er gennemgående temaer på kursus.

Stikord til kursusindhold


Sidst opdateret: 2008.10.16
Forfatter: J.Gomme
Kursus: Radioaktive isotoper og ioniserende stråling
Biologisk Institut (August Krogh Bygningen), Københavns Universitet
isotop@bio.ku.dk